Supermodellen der vendte hjem

Bibi Russell har skiftet catwalks og jetset-fester ud med bambushytter og risretter. Den tidligere supermodel for Armani, Versace og Yves Saint Laurent er vendt tilbage til Bangladesh for at lave modetøj blandt verdens fattigste. MS har besøgt Bibi Russell - verdens første "Designer for Development".

Af Michael Lund og Signe Daugbjerg

Bibi Russell spiser med fingrene i den mørke hytte af bambus og blik. Ris, kyllingestykker og grøntsager bliver formet til en klump med højre hånd og ført ind i munden. Måltidet afslutter hun med at tygge grundigt på en rå betelnød, der ifølge de lokale traditioner sætter fordøjelsen i gang. Bagefter bøjer hun sig over den rustne håndpumpe bag hytten og vasker sine hænder. Hun er på besøg i den lille landsby Nishbadganj i det nordlige Bangladesh, og værtinden i bambushytten er den lokale væver Moina.

Bibi Russell er vendt tilbage. Fra 1975 og næsten 20 år frem var hun supermodel og hele verden så hendes ansigt i Vogue, Harper's Bazaar og Cosmopolitan. Nu er hendes kolleger ikke længere verdensstjerner som Iman, Naomi Campbell og Jerry Hall, men almindelige vævere som Moina fra Bibi Russells fødeland, Bangladesh.

- Nogle gange siger folk til mig: "Bibi, hvorfor spilder du dit talent i Bangladesh. Tag til Europa, hvor du kan tjene penge som designer." Men det er min drøm det her. Når jeg besøger landsbyerne ser jeg fattige vævere i dårligt tøj, men deres øjne skinner som stjerner, og de er stolte over det, de laver, og det er det, der gør det det hele værd, siger den tidligere supermodel.

Bibi Russell er udviklingsdesigner. Endda officielt anerkendt af Unesco, som har udnævnt hende som verdens første "Designer for Development" for hendes arbejde med at designe tøj, tæpper og brugskunst, som laves af vævere og kunsthåndværkere i Bangladesh's fattigste landsbyer. Ifølge hendes egne opgørelser arbejder over 30.000 vævere i dag for hende.

Slut med jetsettet

For Bibi Russell skulle der først en fashionabel omvej ad Europas catwalks til, før hun fik realiseret sin drøm om at genoplive vævernes traditioner. I 1975 blev hun som den første bangladesher nogensinde uddannet som designer, da hun studerede i London. Men det var i første omgang hendes udstråling, der sikrede hende arbejde. Da hun selv gik model til sit afgangsprojekt fra London College of Fashion, blev hun opdaget af et modelbureau og droppede designervejen for i stedet af vise andres tøj. Hendes første opgave var en 16 siders modeserie for det engelske blad Harper's Bazaar, og siden fulgte tilbud fra alle de store designere. Den 1,80 meter høje model med de markerede kindben og det orientalske look var en succes.

- Mit liv var meget anderledes dengang. Jeg havde jo en agent, som hele tiden fortalte mig, hvad jeg skulle gøre, og jeg skulle aldrig selv tage telefonen, når det gjaldt arbejdsopgaver. Der var selvfølgelig fester og koncerter, men det var også hårdt arbejde, fortæller Bibi Russell, der nåede at arbejde sammen med de fleste af verdens supermodeller i løbet af modelkarrieren - også Danmarks største.

- Jo, Helena husker jeg godt, hun lavede jo mange shows dengang, så jeg har mødt hende en del gange. Hun var en de meget intelligente modeller. Hun er fotograf i dag, har jeg hørt, siger Bibi Russell, der normalt arbejdede to måneder i træk i Europa og så tog hjem til Bangladesh og ud i landsbyerne nogle dage for at slappe af.

Derefter var det tilbage til fotosessions, fester og koncerter.

- I dag fortryder jeg de gange, hvor jeg betalte en dyr flybillet for at flyve hjem tre dage. Jeg skulle have sparet, for de penge kunne jeg have brugt i mit arbejde for væverne, siger Bibi Russell, der i 1994 flyttede fra Europa til Bangladesh og investerede de penge, hun havde tjent som model, i sit nye firma, Bibi Productions.

Landsbyernes dronning

I dag er luksustilværelsen skiftet ud med et mere simpelt liv. Bibi Russell tjener ikke ret mange penge på sit arbejde med Bangladesh's vævere. Hun bor i en lejlighed i hovedstaden Dhaka, og der er ingen telefon eller fjernsyn, for som hun selv siger, så er hun det meste af tiden enten på kontoret eller ude hos sine vævere i landsbyerne.

Ligesom hun er denne weekend, hvor MS er taget med hende til nordlige Bangladesh, hvor hun besøger Moina og et dusin andre vævere.

Iklædt sari, den traditionelle klædedragt i Bangladesh, snakker hun med kvinderne i deres små bambushytter med lerklinede gulve. Et sted spørger en kvinde, om Bibi kan hjælpe med at ordne et hul i taget. Et andet sted vil en silkevæver have råd om, hvordan han får sin datter ind på universitetet. Alle steder modtages hun som en dronning. Lokale, fattige kvinder disker op med riskager og sukkerrørsmelasse, børn stopper op for at få autografer, og lokale folkesangere synger viser om Bibi Russells arbejde for området.

- Når danskere hører om Bangladesh tænker de fattigdom og oversvømmelser, men der er også mange positive ting i Bangladesh, og det er det, jeg fokuserer på. Nogle synes måske, det er mærkeligt at designe modetøj i et af verdens fattigste lande, men ligesom Bangladesh har brug for ingeniører, har vi også brug for designere. Bangladesh har en tradition for tekstiler, som er ved at gå tabt, men med lidt træning kan traditionerne genoplives. Jeg tror ikke på bare at give penge til de fattige. Fattige mennesker har også værdighed, og hvis de først får et arbejde kommer ting som skolegang og sundhed senere, siger Bibi Russell.

Vogue ringer stadig

Bibi føler sig mere hjemme i landsbyer som Nishbadganj med de par hundrede bambushytter, end hun gjorde på Europas femstjernede hoteller. Allerede mens hun var model, havde hun lagt sin plan om at vende tilbage til Bangladesh og hjælpe landets kunsthåndværkere med at "genoplive deres drømme", som hun kalder det. Da hun gik modeshows for Versace og Karl Lagerfeld mødte hun ofte op et par timer før tid for at lære, hvordan designerne styrede showet bag kulisserne, så hun selv en dag kunne gøre det samme. Og nogle af hendes kontakter fra tiden som supermodel, hjælper hende den dag i dag.

Mens Bibi kører igennem en af de fattige byer i det nordlige Bangladesh, ringer hendes mobiltelefon. Det er kontoret i Dhaka, der ringer for at fortælle, at den tyske udgave af Vogue kommer forbi to dage i slutningen af måneden for at lave et interview med hende om hendes arbejde. Bibi smiler.

- Vogue, Marie Claire, Haper's Bazaar - de laver alle store historier om mine designs. Jeg får jo gratis publicity for millioner, fordi de kender mig.

Bibi Russell kører sig selv hårdt. På turen står hun tidligt op og går sent i seng og forlanger det samme af sine medarbejdere. De følger hende konstant og står parat til at adlyde hendes mindste vink, om det så er colaer, der skal hentes, eller cigaretter der skal tændes. Et par uger før måtte Bibi Russell alligevel en tur på hospitalet på grund af overanstrengelse. Hun lægger ikke skjul på, at hendes tilbagevenden til Bangladesh også har haft omkostninger.

Alt for arbejdet

I 1984 blev hun skilt fra sin engelske mand, Bob Russell, og har ikke været gift siden. Hendes to sønner, 21-årige Bickey og 24-årige Omar, som hun har med eksmanden, bor begge i London, og hun ser dem kun en gang eller to om året.

- Jeg savner dem, men mit job er herovre, og det er mit valg, og hvis de elsker deres mor, så accepterer de det også. Jeg har været gift, fået børn, og jeg har prøvet alt på det private plan. Nu koncentrerer jeg mig om det her stykke arbejde med at genoplive vævernes drømme. Jeg har aldrig nydt mit arbejde så meget, som jeg gør nu, på grund af den kærlighed og hengivenhed, jeg møder i landsbyerne, siger Bibi Russell.

I Nishbadganj har væveren Moina vist Bibi Russell, de tæpper hun er ved at lave på en bambusvæv, der står på et lergulv i et skur bag hytten. Om et par måneder kan tæpperne hænge på væggen i en hip butik i Italien.

- Dronning Sofia af Spanien, som er en af mine støtter, har også fået et af tæpperne, og det gør væverne utrolig stolte at se, at deres produkter kommer ud i verden.. På mit kontor har jeg billeder hængende fra London Fashion Week, hvor jeg deltog, og du skal se vævernes ansigter, når de ser deres stoffer på en flot model. De lyser helt op, siger Bibi Russell.

Bagefter diskuterer væveren Moina sine børns fremtid med Bibi over en kop sød te, mens fluerne summer i den 30 grader varme hytte. Ved at væve tæpper for Bibis firma har Moina haft råd til at sende sine børn i skole. Børnene bliver bragt ind én for én for at fortælle Bibi, hvordan det går i skolen, og hvilke fag de har. De klarer sig alle fint, siger de.

Bibi nikker og spørger dem, hvad de vil specialisere sig i senere. Videnskab, siger én, og Bibi vender sig.

- Kan I forestille jer det? En fattig vævers datter med en universitetsgrad. Det er det, det drejer sig om. Jeg når kun en brøkdel af væverne i Bangladesh, men hvis alle bare gjorde lidt, som jeg gør, så ville Bangladesh ikke være så fattigt. Det er det, det handler om.

Blå bog: Bibi Russell - designer for udvikling

Født i Bangladesh's største havneby, Chittagong, et årstal hun ikke vil have frem.

Flyttede i 1972 til London for at studere design som den første bangladesher nogensinde.

Uddannet designer i 1975 fra London College of Fashion, hvor hun selv gik model til sin afgangsprøve.

Var fra 1976 til 1992 model for blandt andet Giorgio Armani, Versace og Karl Lagerfeld og optrådte i blade som Vouge, Harper's Bazaar og Cosmopolitan.

I 1994 flyttede Bibi Russell tilbage til Bangladesh og grundlagde Bibi Productions, der designer modetøj, som laves i hånden af vævere i Bangladesh's fattige landsbyer.

Blev i 1999 udnævnt som "Designer for Development" af UNESCO.

I dag beskæftiger Bibi Russell ifølge egne opgørelser omkring 30.000 vævere og kunsthåndværkere i Bangladesh's landsbyer. Danida støtter hendes projekt ved at betale engelskundervisning for et par af hendes medarbejdere.